Grønne omgivelser gør dig mere kreativ

Forskning viser, at naturen kan gøre os mere kreative – og at pauser, hvor man ser på noget grønt, gavner vores koncentration og ydeevne. Udsigt til natur kan løfte tankerne, så man får mere overskud og inspiration.

De fleste kender til, at tankerne er kørt fast i et spor, og at man har svært ved at flytte dem. Det kan være, når man sidder på et kontor og skal løse en opgave. Det kan også være, når man vil formulere en mail til en ven, når man skal finde et synonym i en kryds og tværs, eller når man forsøger at komme i tanke om en ting, som man kan give et familiemedlem i fødselsdagsgave.

Grønne omgivelser gør dig mere kreativ

Måske hjælper det at løfte blikket og et øjeblik kigge ud ad vinduet på noget grønt eller at gå en tur i naturen. Undersøgelser i blandt andet USA, Australien, Japan og Danmark har vist, at natur på forskellige måder kan hjælpe os til at blive både mere kreative og mere produktive. Og det gælder også, selv om vi måske slet ikke er bevidste om, at vi bruger naturen til at få ideer eller til at komme fri af den tanke, der er kørt fast.

Forskere har vist, at selv mikropauser med blot 40 sekunders udsigt til noget grønt er med til at løfte tankerne, så man får mere overskud og inspiration. Uanset om man er i gang med en arbejdsopgave, om man er kunstner, eller om man dyrker en kreativ hobby, er det godt med pauser, hvor man har øjnene på natur eller befinder sig i naturen.

Uanset om man er i gang med en arbejdsopgave, om man er kunstner, eller om man dyrker en kreativ hobby, er det godt med pauser, hvor man har øjnene på natur eller befinder sig i naturen.

Glade tykke koner i keramik

Et par kilometer fra Aalborgs centrum i et hus med tilhørende kunstnerværksted, orangeri og stor have bor keramiker Gitte Kalstrup.

I værkstedet laver hun sine keramiske figurer, som er inspirerede af dagligdagens pudsigheder ude som inde.

»Det kan være, at jeg hører en sang eller noget, de taler om i radioen, og så lagrer det sig i min hjerne og giver mig måske ideen til en figur,« forklarer hun.

Gitte Kalstrup underviser i kreative fag på aftenskolen Fokus i Aalborg og har gennem mange år været selvstændig kunstner. Hun sælger sine figurer gennem gallerier og butikker samt hjemmefra.

På hjemmesiden dengalehane.dk kan man se eksempler på hendes kunst og også se, hvordan man finder hende og hendes have.

Man skal ikke besøge Gitte Kalstrups have for at se nydelige staudebede og græskanter klippet med neglesaks. Hendes have er forholdsvis vild, og den er noget af et inspirerende tilløbsstykke.

»Min have er en oplevelseshave. Går man rundt i den, vil man pludselig få øje på et hoved af keramik mellem nogle blomster. Omkring et lille springvand har jeg tit stillet nogle store, tykke damer, som jeg altid laver meget sprudlende og glade for at vise, at det er helt okay at vise sig frem. Damerne sidder med fødderne i vandet og nyder det. I træerne har jeg fugle af keramik, og på mit tag står en hane og galer. Jeg har også et sted, som er belagt med brosten. Nogle brosten har jeg skiftet ud med ansigter«.

»Når jeg har gæster, er vi i orangeriet, fordi der er rigtig dejligt at være. Ligesom inde i mit hjem har jeg mange gamle ting med sjæl i orangeriet. Og så har jeg store grønne planter«. Gitte Kalstrup

Orangeri med sjæl

På en plads mellem værkstedet og et redskabsskur har Gitte Kalstrup fået bygget et orangeri, hvor hun og hendes gæster er glade for at være:

»Når jeg har gæster, er vi i orangeriet, fordi der er rigtig dejligt at være. Ligesom inde i mit hjem har jeg mange gamle ting med sjæl i orangeriet. Og så har jeg store grønne planter«.

Det betyder meget for Gitte Kalstrups kreativitet, at hun bor og arbejder i omgivelser, som hun er glad for.

»Jeg elsker at være ude og er ude hver dag, året rundt,” siger hun.

Det i sig selv giver kreativitet og gavner koncentration og ydeevne, viser forskningen – også selv man ikke er bevidst om det.

”Uanset vejret sidder jeg på min overdækkede terrasse og drikker kaffe. Også om vinteren. Jeg elsker at sidde udenfor og kigge ud i min have«.

book_online Book møde