I haven er bæredygtighed også en stor tendens

Solen hjælper med opvarmningen, opsamlet regnvand sørger for vand til planterne, og sprøjtemidler har ingen adgang, hvis man vil gøre sin glasbygning i haven mere bæredygtig. Haveekspert Lars Lund har mange års erfaring i bæredygtigt haveliv og giver nogle af sine gode råd videre.

Bæredygtighed er en af de helt store tendenser blandt havefolk i disse år, og interessen for at leve mere i pagt med naturen og så vidt muligt undgå at forurene stiger markant. Det siger haveekspert Lars Lund:

»Der er en meget stigende efterspørgsel på ikke at forurene. Når jeg er ude at holde foredrag, er folk meget bevidste om det og spørger til det«.

Lars Lunds iagttagelse bekræftes af andre eksperter i både ind- og udland. Vores interesse for det økologiske, det bæredygtige og i det hele taget det, der ikke forurener, er så stor, at det ikke bare er en forbigående dille, men derimod en egentlig forandring.

»Jeg synes, at det er de unge, der skal have æren for, at der nu er fokus på ikke at forurene. Det er dem, der har ført an. Nu smitter det imidlertid af på de ældre generationer«, siger Lars Lund og tilføjer, at i havesammenhæng er man ung, når man er i 30’erne og 40’erne.

I haven er bæredygtighed også en stor tendens

Alle generationer er blevet miljøbevidste

Lars Lund selv har skrevet adskillige bøger om haveliv, blandt andet ’Det økologiske drivhus’, han skriver artikler, og han holder mange foredrag for blandt andre medlemmer af Haveselskabet. 

»Når jeg er ude at holde foredrag, er det primært folk i alderen 60+, der kommer. Og de efterspørger også bæredygtighed. Havecentrene registrerer samme tendens. De lidt ældre havefolk vil også have kvalitet og bruge haven, så de ikke forurener. Det er meget glædeligt. Førhen var den ældre generation meget ukritisk i forhold til alt det her og tænkte ikke så meget over det«.

Fænomenet urban gardening, hvor især unge byboere sammen eller hver for sig dyrker deres egne grøntsager og krydderurter, har ifølge Lars Lund været medvirkende til, at unge har genopdaget glæden ved og nytten af selv at dyrke. Den tendens har også været med til at sætte fokus på noget af det vigtige i forbindelse med bæredygtighed: Begrænset transport. Jo kortere vej fra jord til bord, desto mindre transportforurening.

Plastik er et andet emne, som Lars Lund ofte får spørgsmål om. Nu har alle generationer fokus på at bruge nedbrydelige materialer eller genbrugsplast i stedet for plastik.

Endelig er både genbrug og fornuftigt brug af naturens egne ressourcer store emner. Mange møbler og andre ting til haven og til drivhuse, orangerier eller andre glasbygninger i haven kan man finde brugte på loppemarkeder eller på internettet. Stauder kan deles og gives væk eller byttes med andre planter i nabofællesskab, og regnvandet kan opsamles og genbruges til at vande haven med.

Lad dig inspirere af Lars Lunds idéer til mere bæredygtige uderum.

book_online Book møde