VICA Danmark søger servicemontør til omgående tiltrædelse (Jylland)

VICA Danmark søger en kandidat til stillingen som servicemontør, hvor den gode kundeservice og de håndværksmæssige egenskaber er nøglen til succes. 

Som servicemontør er man en del af et kørende team, og de forskellige service- og reklamationsopgaver tildeles af servicelederen i Kolding til udførelse for vores kunder rundt om i landet. Opgaverne er man selv med til at forberede og finplanlægge i samråd med servicelederen. 

I travle perioder kan der også forekomme montageopgaver, hvor man hjælper montageafdelingen med at opføre nye glasbygninger i forskellige afskygninger. 

Hvis du er den rette kandidat til rollen, så skal du gerne kunne svare "ja" til følgende:

- Er du udadvendt og god til at kommunikere med mennesker - både mundtligt og skriftligt? 
- Er du IT kyndig på brugerniveau? (office365, Navision (BC))
- Er du struktureret og kan styre dine egne opgaver og deadlines? 
- Har du en håndværksmæssig baggrund som tømrer, montør eller lign.? 
- Kan du lide at køre bil?
- Kan du lide at arbejde med frihed under ansvar i et dynamisk team med en uformel omgangstome? 
- Er du bosat i Jylland? Gerne trekantsområdet men ikke et krav. 

Hvis du kan se dig selv passe ind i punkterne ovenfor, så kontakt os gerne hurtigst muligt for en uddybende snak om stillingen, da du kan være lige den kandidat, vi står og mangler til en omgående tiltrædelse. 

Hvis du har erfaring fra lignende stilling i en serviceafdeling, er det kun en fordel - men det er ikke et krav. 
Vi sørger for, at den rette kandidat får den nødvendige oplæring i rollen, inden man "slippes" løs på egen hånd. 

Hvad tilbyder vi? 
Vi kan tilbyde en fastansættelse på timelønskontrakt under Bygningsoverenskomsten med tilhørende sundhedsforsikring. Du får din egen servicebil stillet til rådighed, som også kan benyttes til/fra arbejdspladsen, da man som udgangspunkt kører ud hjemmefra. 

Vi tilbyder et job i en vækstvirksomhed, hvor der er højt til loftet, og hvor 2 dage aldrig er ens. Vi er pt. 55 medarbejdere fordelt på 3 lokationer i Kolding, Køge og Aalborg.

Hos VICA Danmark er der gode muligheder for at udvikle sig og få medindflydelse på dagligdagen i et uformelt arbejdsmiljø, men med klare retningslinjer. Højt humør og socialt samvær vægtes meget højt blandt medarbejdere og ledelsen, hvilket også afspejles i forskellige tiltag. 

Du vil blive tilknyttet afdelingen i Kolding med mulighed for at arbejde 4- eller 5-dagsuger. 

Kontakt
Ønsker du at søge stillingen, så ring eller send din ansøgning mrk. "Servicemontør" til job@vica.dk hurtigst muligt. Vil du vide mere om jobbet, kan du kontakte serviceleder Rune Rizak på 81 40 02 23.

NB. Vi afholder samtaler løbende og forbeholder os retten til at lukke for ansøgninger, så snart den rette kandidat er fundet til stillingen. 

 

 

book_online Book møde